SEO

Elementer i SEO

Google benytter mere end 170 parametre, når de skal vurdere, hvor en side hører til i søgeresultaterne. SEO har ændret sig meget siden for bare få år siden, hvor det meget kom an på at benytte sit søgeord mest muligt samt skaffe en stor mængde links. Google udvikler sig hele tiden, og de bliver bedre til at forstå søgeadfærden samt til at måle, hvad brugerne finder relevant og værdifuldt. Dette betyder også, at andre aspekter som for eksempel brugeradfærd og sociale signaler bliver vigtigere og vigtigere i arbejdet med SEO.

Det er vigtigt for Google hele tiden at vise de mest relevante resultater over for brugerne. Gør de ikke det, smutter de søgende over til andre søgemaskiner som Bing eller Yahoo, og det betyder, at der også bliver færre bruger til at klikke på Googles annoncer. Og det er jo dem, de lever af.

Jeg gennemgår nedenfor nogle af de vigtigste elementer i SEO.

Søgeordsanalyse

Når jeg begynder arbejdet med at optimere en hjemmeside, starter jeg altid med at udarbejde en søgeordsanalyse. Når jeg udarbejder en søgeordsanalyse, benytter jeg mig af forskellige værktøjer, blandt andet Googles eget værktøj Keyword planner. Her kan vi få en oversigt over, hvor mange søgninger, der gennemsnitligt er på et søgeord om måneden.

søgeordsanalyse

Målet med en søgeordsanalyse er at finde frem til de søgeord, der giver forretningsmæssig mening for din virksomhed at arbejde med samt at finde søgeord, hvor der er volumen. Jeg kigger også altid på konkurrencen. Dette gør jeg blandt andet gennem en allintitle-søgning. Jeg finder både primære søgeord samt længere varianter (også kendt som longtails), som det giver mening at arbejde med.

Når der er fundet søgeord, volumen og konkurrencen for de enkelte søgeord, er det en god idé at finde ud af, hvordan din nuværende placering er på ordene samt hvilken side, du ranker med. I analysen er det også en god idé at notere, hvilken side du ønsker skal ranke. Så ved du nemlig, om du skal oprette nye landingssider og mere målrettede sider, eller om du skal optimere på gamle. Sidst men ikke mindst skal søgeordene prioriteres, så du har en klar plan for, hvordan arbejdet skal gribes an.

Søgeordsanalysen skal sikre den røde tråd i arbejdet med SEO, så vi sikrer, at søgeordet benyttes i sidetitler, meta beskrivelser, overskrifter samt at indholdet på den givne landingsside matcher.

Onpage SEO

Onpage SEO også kaldet indholdsoptimering er alle de optimeringer, du kan foretage på selve hjemmesiden. Det er typisk her, hvor det giver mening at starte ud, og det er her, man kan høste de lavest hængende frugter. Indhold er stadig den dag i dag en af de absolut største rankingfaktorer i SEO.

Søgeordstæthed

Google bliver dog bedre og bedre til at måle kvaliteten af dit indhold, og derfor handler det i dag i den grad om at skrive til brugerne og ikke til søgemaskinerne. I gamle dage handlede det inden for SEO om at stoppe sit søgeord ind så mange steder på siden som muligt, både i titler, meta beskrivelser, overskrifter og i selve teksten. Dette kaldes også keyword stuffing. Dette virker dog ikke mere, og gør du det, skal Google nok opdage det og straffe det.

Som førnævnt bør du i stedet tænke på at skrive til de besøgende på dit website. Tænk over, hvad der er relevant for dem at vide, og optimer så efterfølgende en smule på teksten. Det skal dog stadig være naturligt! Det er her en god idé at arbejde med det, der hedder søgeordstæthed – hvor mange gange et givent søgeord er placeret på en side.

Eks: Dit primære søgeord for en landingsside er Nike fodbolde. Du har 1.000 ord på siden, hvoraf de 30 af dem er Nike fodbolde. Din søgeordstæthed vil i dette tilfælde være 3%. Det anbefales at have en søgeordstæthed på mellem 2-5%, dog svinger det meget, hvad forskellige hjemmesider har succes med. Tænker du over at skrive naturligt og til brugerne, er du allerede kommet langt.

Sidetitler

Sidetitlen for din side er dit skilt ude i Google, og det er denne, der skal overbevise de søgende om at klikke sig ind på dit website frem for konkurrenternes. For det kan jo ikke hjælpe noget, at have nok så gode placeringer, hvis folk ikke klikker sig ind på din side.

sidetitel

Er din sidetitel dårligt skrevet, og benytter du ikke call to action og fortæller brugerne, hvorfor de skal klikke på din hjemmeside, har du sandsynligvis en ringere CTR end du burde.

Ved SEO optimering er det altid en god idé at skrive dit søgeord først i din sidetitel, da Google tillægger de første ord større værdi. Hav dog igen i tankerne, at din sidetitel skal henvende sig til brugerne og derfor, skal det du skriver, også give mening.

Meta beskrivelse

Din meta beskrivelse fungerer ligesom din sidetitel som dit skilt ude i Google. Forestil dig en gågade, hvor du skal lokke folk ind i din butik. Hvorfor skal de lige nøjagtig vælge din butik fremfor konkurrentens, der ligger på den anden side af gaden?

Din meta beskrivelse skal virke som en opsummering af den givne side, og du skal fortælle, hvad de besøgende kan forvente at finde. At benytte dit søgeord i din meta beskrivelse, har ikke nogen direkte indvirkning på dine placeringer i Google. Det er dog en god idé at benytte dem, da de bliver fremhævet, og det virker hermed mere relevant. Dette kan øge din CTR, og det kan påvirke dine placeringer i Google. Derfor er det vigtigt, at du i dit SEO arbejder tager dine meta beskrivelser seriøst

Bemærk at Google godt kan lege lidt med dine beskrivelser. Dette kan for eksempel ske, hvis der er blevet søgt efter en sætning, og du benytter denne sætning på din hjemmeside. Det giver et mere relevant søgeresultat samt en bedre brugeroplevelse, som jo skal sikre, at folk også bruger Google fremover.

CTR

CTR er en procentsats for, hvor mange der klikker sig ind på dit website ud af det det antal, som har set søgeresultatet. Har 100 set din side ude i søgeresultatet og 5 klikket sig ind på din side, er din CTR 5%. Jo højere din placering er i Google, jo højere vil din CTR umiddelbart også være.

CTR’en har dog også indflydelse på dine placeringer i Googles søgeresultater. En god CTR betyder nemlig, at brugerne finder søgeresultatet relevant. Det er dog her vigtigt, at du tænker hele kæden igennem. Det er eksempelvis ikke et godt søgeresultat, hvis din CTR er høj, har en høj afvisningsprocent samt et lavt tidsforbrug. Dette giver ikke øgede placeringer. Husk derfor at tænke hele processen igennem. Ingenting kan stå alene i SEO mere – det hele hænger sammen.

Overskrifter

Overskrifter er et vigtigt SEO onpage rankingparameter. Ikke nok med at Google tillægger overskrifter værdi, så øger det også læsevenligheden på siden, der kan være med til at øge tidsforbruget på siden, sænke afvisningsprocenten og så videre. Jeg gennemgår her de forskellige typer af overskrifter, samt hvordan de skal benyttes.

H1

En H1 overskrift er sidens vigtigste overskrift. Det er denne overskrift, som Google tillægger mest værdi, og den fortæller, hvad den givne side handler om. Derfor bør dit søgeord være placeret heri og også gerne i begyndelsen. Husk dog igen, at overskriften skal give mening over for den læsende.

H2

En H2 er den overskrift, som Google tillægger næststørst værdi. H2’ere bør fungere som underoverskrifter/afsnitsoverskrifter på din side. De er fantastiske til at skabe overblik og gøre dit indhold mere læsevenligt. Det er en rigtig god idé at benytte dit søgeord i nogle af dine H2’ere. Men husk at skrive til læseren og ikke til Google. Overoptimerer du din side ved overdreven brug af et ord, vil Google opdage det og straffe det.

H3 – H7

H3’ere bør fungere som dine ”underunderoverskrifter” og den type overskrift, der tillægges tredje mest værdi. Fra H4 og ned til H7 vil overskrifterne rangere lavere end fed tekst, og derfor er det fint at benytte eksempelvis en H4 som overskrift til statiske elementer på dit site. Der kan dog også her benyttes almindelig tekst.

Fed tekst, understregning og punktopstilling

Fed- og understreget tekst fungerer som fremhævelser og markeres, når noget er vigtigt for læseren. Det ved Google godt, og derfor giver det god mening at præsentere dit søgeord i fed tekst samt understreget tekst et par gange på siden. Du kan også gøre dette med varianter af dit søgeord, så dit indhold ikke bliver for overoptimeret.

Overvej også, om du ikke kan præsentere dit indhold i punktopstillinger. Det fortæller også Google, at du præsenterer dit indhold på flere forskellige måder, og det kan have en positiv effekt på dine placeringer i søgeresultaterne.

Alt-tag

Google kan ikke læse billeder, og derfor bruges et alt tag til at fortælle, hvad der er på et billede. Det er nemt og hurtigt at udfylde alt tag på et billede i de fleste CMS systemer. Jeg anbefaler, at du benytter dit søgeord på billedets alt tag, da det giver mulighed for også at blive fundet i Googles billedresultater, som faktisk bruges af rigtig mange. Samtidig er det med til at understøtte, hvad siden handler om.

Brugeradfærd

Brugeradfærd er noget, Google vægter højere og højere og bliver bedre til at måle. Det er nemlig med til at fortælle, om brugerne finder hvad de søger på den givne søgning. Det er klart at en side med en lav afvisningsprocent og et højt tidsforbrug vil ranke bedre end en side, hvor de søgende forlader siden efter 5 sekunder. Når du arbejder med brugeradfærd, handler det om at skabe relevant indhold, der giver værdi samt at skrive til brugerne. Det er her, hvor Google er kommet langt og stadig bliver bedre til at vurdere, hvad der er godt indhold. Jeg gennemgår her nogle af de væsentlige punkter i arbejdet med brugeradfærd.

Tidsforbrug

Tiden brugt på din hjemmeside er med til at fortælle Google, om dit indhold er værdifuldt og relevant for den givne søgning. Vil du arbejde med at forlænge tidsforbruget på din hjemmeside, kan du med fordel overveje at præsentere dit indhold gennem video, lydklip, infografikker og gennem billeder.

Engagement

Engagement er en ting Google bliver bedre til at måle. Det drejer sig om, om brugerne scroller på din side, hvor langt ned de kommer, om de klikker på noget og så videre. Det er en god idé at bygge dine sider ud fra at øge engagementet på siden.

Afvisningsprocent og sider pr. besøg

Afvisningsprocenten samt sider besøgt per besøg er med til at fortælle, om din hjemmeside viser relevant indhold i forhold til den givne søgning. Det er klart at en side med en høj afvisningsprocent som udgangspunkt ikke giver brugerne godt indhold. Dog ved Google også godt, at nogle sider har en naturligt højere afvisningsprocent, og derfor kigges der som ovennævnt også på tidsforbruget og engagementet.

Når du skal arbejde med at sænke din afvisningsprocent og hæve sider per besøg, bør du have klare call to actions samt fortælle brugeren, hvad næste skridt er. Et godt design, et hurtigt site, en godt opdelt tekst, billeder med mere er ligeledes også med til at sænke afvisningsprocenten på en side. Ydermere kan du arbejde med relevante interne links til andre sider på din hjemmeside.

Når jeg arbejder med at sænke en sides afvisningsprocent, gør jeg det gennem splittests, hvor vi for eksempel tester på tekst, billeder samt sidens opbygning.

Opsummering på brugeradfærd

At arbejde med at optimere brugen af dit website handler i høj grad om at have dine besøgende i centrum. Tænk over, hvad giver mening at præsentere på siden? Sørg for at have indhold af en høj kvalitet præsenteret gennem billeder samt video og lyd, hvis dette giver mening. Du kan nemt se, hvordan brugernes adfærd er dit website i Google Analytics. Et godt trick er også at kigge på de sider, hvor der er flest afsluttede besøg.

Linkbuilding

Linkbuilding er et af Googles største enkeltstående parametre, når de skal vurdere vigtigheden af en side. På nettet fungere et link som en anbefaling, og mængden af indgående links er altså med til at fortælle, hvor populært samt hvor stor en autoritet en hjemmeside er. Før i tiden handlede det meget om at skaffe som mange links som overhoved muligt, og så var det egentlig ligegyldigt hvorfra. Sådan er det dog ikke længere.

Værdien af et link

I dag vurderes værdien af et link i ligeså høj grad på relevansen samt styrken og autoriteten på det domæne, der linker. Det er klart at et link fra en side som BT eller DR vil have langt større effekt end et link fra din nabos hobby website. Når du er på jagt efter links, er det en god tommelfingerregel at kigge efter, om indholdet på siden relevant samt hvor mange indgående links, og fra hvilke domæner, siden selv har links fra.

Du bør også kigge på, om der linkes ud til mange andre websites fra den enkelte side, om linket er placeret i toppen eller bunden af siden samt om det er fremhævet. Jo mere et link fylder på en side, jo vigtigere må det også vurderes at være. Husk dog at holde en naturlig tone, Google ved godt, hvornår noget ikke er naturligt. En anden god ting at kigge på, er domænets alder samt om siden er stor med mange undersider og indhold af en høj kvalitet. Det er bedre at få links fra sider med meget indhold end fra tynde sider, der kun består af 5 sider.

Hvordan får man links?

Der findes mange forskellige måder at arbejde med linkbuilding på. Det er et arbejde, der aldrig slutter, og det bør være en fast del af dit SEO arbejde. Linkbuilding bør ses som et arbejde, der bør sættes i relation til din anden markedsføring. Et godt eksempel er Spies’ Do it for Denmark reklame, der både har skabt meget omtale, men som også har skabt en stor mængde indgående links til siden.

Der findes dog en række forskellige typer af links:

  • Forum, profillinks
  • Kataloger, artikelkataloger
  • Outreach: relevante steder, hvor det giver mening at nævne og linke til dit website.
  • Blogging: Gæsteblogging, sponsorerede indlæg. Et godt tip her er at kigge efter relevansen på bloggen, samt styrken på bloggens domæne.
  • Venner og familie
  • Leverandører og samarbejdspartnere
  • Pressen – Kan gribes an gennem pressemeddelelser, der er en disciplin i sig selv.
  • Linkværdigt indhold: F.eks. video, infografikker, blogindlæg osv.

Konkurrentanalyse

En anden god teknik at benytte inden for SEO i arbejdet med linkbuilding er at lave en konkurrentanalyse. Her går man ind og kigger efter, hvilke links din konkurrent har, som ville give mening du også fik. Det er nemt at tjekke et domænes linkprofil gennem værktøjer som Majestic, Ahrefs med mere. Tag eksempelvis de 3 domæner, der ligger øverst placeret i den søgning, du vil ranke på.

Pas på!

Ligeså godt et godt link kan virke, ligeså dårlig effekt kan et dårligt link have. Linkbuilding er virkelig noget, du skal være påpasselig med, da det er her Google har tendens til at slå hårdt ned. Mange websites er blevet straffet og fjernet helt fra Google, fordi de har været for kreative i eksempelvis brugen af ankertekster samt har opbygget et linknetværk.

Intern linkbuilding

Intern linkbuilding er den linkbuilding, du laver internt på din side, når du linker fra side til side. Du kan med en god intern linkstruktur være med til at fordele linkjuicen til de sider, du ønsker. Husk dog at jo flere links, du har på en side, jo mindre linkjuice får det enkelte link.

Intern linkbuilding handler i høj grad om at bygge dine sider op i universer og siloer, så du fortæller Google, hvilke sider der er dine vigtigste. Det drejer sig om at linke fra kategorier til de rigtige underkategorier, samt at linke mellem relevante kategorier og sider. Jeg anbefaler, at du har en brødkrummesti på din side, da det hjælper Google med at forstå strukturen på din side.

Bør jeg linke ud til andre websites?

Det er som udgangspunkt en rigtig god idé at linke ud til andre hjemmesider fra din egen side. Der er dog en række ting, du her bør være opmærksom på. Først og fremmest skal linket give mening, og linket må ikke som udgangspunkt få de besøgende til at forlade din side. Dette resultere i en høj afvisningsprocent samt tabt salg og henvendelser.

Linker du ud, bør du gøre det til hjemmesider, der har en relevans til din egen side. Det kan være en artikel, der handler om et emne du skriver, eller det kan være til en autoritet, inden for din branche. Link også kun ud til stærke og troværdige hjemmesider, da du ved at linke til disse sites fortæller Google, at du kan stå ved det indhold, der er på siden.

Når du arbejder med intern linkbuilding, er det en god idé at benytte ankertekster. Dette fortæller Google, hvad siden handler om.

Teknisk SEO

Teknisk SEO er et af de mere tekniske områder inden for SEO, og det er et område, som mange har behov for hjælp til. Ændringer ved teknisk SEO er typisk ændringer, der skal foretages af en specialist eller en programmør. Jeg gennemgår nedenfor nogle af de vigtigste punkter inden for teknisk SEO.

Sidearkitektur

Det handler i høj grad om at have en ordentlig struktur på sin hjemmeside, der gør det nemt for Google at crawle siden og der ved indeksere den. Forsiden skal linke videre til kategorier, kategorier videre til underkategorier samt relevante kategorier og ydelser skal linke til hinanden.

For at Google nemt forstår strukturen på din hjemmeside, bør du have en klar url struktur. Den bør optimalt set se sådan ud:

Domæne/kategori/underkategori/produkt

Teknisk SEO er et stort område, og når vi arbejder med SEO på hjemmesider, kigges der blandt andet også efter:

  • Javascript
  • Iframes
  • Flash (kan give store problemer med indeksering)
  • XML sitemaps
  • Korrekt brug af noindex, robots samt canonical tag
  • Oprydning i unødvendig kode

Hastighedsoptimering

Et hurtigt website er lig med bedre brugervenlig, og derfor er hastigheden på et website også en ting, som Google kigger mere og mere på. Hastigheden er også en ting, man bør kigge på, når man arbejder med at nedbringe afvisningsprocenten på en side.

Når jeg hastighedsoptimerer et website, arbejder jeg blandt andet med oprydning i unødvendig html og css, komprimering af billeder, brug cache, oprydning i databasen ligesom jeg også kigger på, om det er nødvendigt med en hurtigere server.

Hastighed er en ting du bør arbejde seriøst med, hvis du vil noget med dit website og SEO. En langsom hjemmeside fører til en høj afvisningsprocent, hvilket fører til tabte besøgende og kunder.

hastighedsoptimering

Rich Snippets

Ved hjælp af rich snippets, kan du få mere info med ud i søgeresultaterne. Dette er super effektivt, når du skal arbejde på at hæve din CTR. Du kan eksempelvis få priser, lagerstatus, anmeldelser, dato, tid, sted, ingredienser og meget mere ud i søgeresultaterne. Det kræver teknisk indsigt, men det er uden tvivl tiden værd.

rich snippets

Duplicate content

Duplicate content er et område inden for SEO, der virkelig kan have stor indflydelse på dine rankings. Det betyder, at den samme sider findes i flere versioner på flere forskellige url’er. Det er et stort problem, og det kan føre til indeksering af ligegyldige sider og kategorier. Google får også svært ved at vurdere, hvilken side der skal ranke.

Derfor handler det om at have unikt indhold på alle sider på dit website. Desværre er der ofte problemer i selv anerkendte CMS systemer, og jeg ser også tit fejl fra webbureauers side. Får du styr på problemer duplicate content, vil du også opleve, hvor meget godt det gør for din side!

Nogle af de typiske problemer inden for SEO og duplicate content sker ved kategorier, tags, forfatterarkiver, printvenlige sider, pdf-sider samt ved sorteringsmuligheder i webshops. Jeg går nedenfor i dybden med nogle af de typiske problemer.

Forsiden

Når du skal tjekke, om du har duplicate content, er et godt sted at starte din forside. Forsiden er den vigtigste side på dit website, og det er den, der binder hele siden sammen. Det er også den side med den største autoritet samt flest indgående links. Derfor må du ikke have problemer med duplicate content på din forside.

Din forside må kun være tilgængelig i en version, og derfor skal du sikre dig, din side ikke kan tilgås både med www. Og uden. Det samme gør sig gældende for http og https.

Ydermere ser jeg tit, at forsiden ud over blot domænets navn også kan ligge i en version, der hedder: /index.php, /forside, /frontpage

Der er flere måder at løse problemer med duplicate content på forsiden på. Jeg anbefaler, at du laver en 301 redirect til den version, du ønsker at bruge. Et trick er her at vælge den version, der har flest indgående links. Er det ikke muligt med en 301 redirect, kan du løse problemet med canonical tag.

Sortering

Problemer med sortering er typisk et webshopproblem. Selvom det kan være enormt nyttigt, kan det dog også skabe store problemer med duplikeret indhold. Sortering ses typisk, når man kan sortere varer efter prisen på et produkt, efter alfabetisk rækkefølge og så videre. Problemet opstår, fordi det jo egentlig er helt den samme side blot med produkter angivet i forskellig rækkefølge. Det giver altså nøjagtigt den samme H1 overskrift, samme tekst, samme sidetitel og meta beskrivelse.

Måden du løser dette på er ved at lave et canonical tag, der peger tilbage til den respektive kategori.

Kategorier

Det er et ofte set problem, at der opstår problemer med kategorisider, hvor det samme indhold ligger i flere forskellige kategorier. Det samme er gældende på blogs ved forfatterarkiver, datoarkiver med mere. Jeg anbefaler, at du sætter et noindex, follow tag på disse sider.

Et problem jeg ofte også ser er, at flere sider i den samme kategori indekseres. Altså både side 1,2 og 3. Problemet er her, at sidetitlen, overskriften og indholdet er det samme på disse sider. Måden du løser dette på er ved et rel=next og et rel=prev tag. Du fortæller her Google, at indholdet egentlig blot strækker sig over flere sider.

Dovenskab

Selvom man ikke skulle tro det, så er dovenskab faktisk også et stort duplicate content problem. Mange hjemmesideejere kopiere indhold fra en side til en anden, fordi det måske virker lettere. Dette hjælper dig dog desværre ikke til succes i søgemaskinerne og SEO, og derfor er du nødt til at have unikt indhold, sidetitler med mere på alle sider. Mange vælger også at kopiere leverandørtekster, fordi det er meget nemmere. Problemet er dog, når 5 konkurrerende virksomheder også gør. Hvilken version skal så vægtes højest?

Folk stjæler dit indhold

Det er desværre ofte set, at folk kopiere hinandens indhold. Dette giver to identiske sider, og det vil igen være svært for Google at vælge, hvilken side der skal ranke. Det vil typisk blive den side med mest autoritet, og det er jo super ærgerligt, hvis det ikke er din, for du har jo lagt kræfterne i at lave indholdet!

Når nogen stjæler dit indhold, skal du derfor bede dem fjerne det, og så har du faktisk også ret til at sende dem en faktura.

International SEO

International SEO benyttes, hvis du vil markedsføre dig og dine ydelser i flere forskellige lande. Når du skal arbejde med SEO globalt, handler det om at have et teknisk godt setup, så du kommer rigtigt fra start. Et af de største spørgsmål, der rejser sig hos hjemmesideejere er, hvorvidt man skal have et samlet domæne, eller om man skal have et lokalt domæne for hvert enkelt sproglag. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, og det kommer også an på din nuværende situation.

Identiske sprog

Et af de mest almindelige problemer med international SEO er ved identiske sprog, eksempelvis engelsksprogede lande. Indholdet på disse sider vil ofte være næsten identisk, og derfor er det enormt vigtigt, at man får sorteret dette. Det gøres gennem href lang tagget, der meddeler Google, hvilket sprog indholdet er på, samt hvilket land det tilhører. Har du ikke styr på dette, kan det virkelig have store konsekvenser for dine rankings.

Linkbuilding internationalt

Linkbuilding er et af de andre store områder inden for international SEO. Det handler i høj grad om at skaffe links fra regionale og lokale områder, der matcher området for din side. Det bekræfter Google i, at dit indhold hører til i et bestemt område/land.

Når du arbejder med SEO globalt, bør du ligeledes sikre dig, at Google Analytics og Google Search Console er opsat korrekt. Dette er vigtigt, så du kan tracke og læse data korrekt.

Lokal SEO

Lokal SEO er at optimere sin synlighed i et bestemt område. Driver du en malervirksomhed i København, er det lukrativt at ligge godt til på søgeordet ”maler København”. Lokal SEO hjælper dig til dette.

lokal seo

Dette gøres blandt andet gennem optimering af Google maps samt optimering af din Google+ virksomhedsprofil. Lokal SEO handler i høj grad også om at skabe citations. Dette er når du får nævnt dit virksomhedsnavn, adresse og så videre på forskellige sider som for eksempel Krak, De Gule Sider, CVR og så videre.

I arbejdet med lokal SEO bør du også overveje, om det ville give mening at oprette landingssider med målrettet indhold til et bestemt lokalområde. Det kunne for eksempel være maler københavn, hvor du målretter dit indhold, dine sidetitler og så videre. Sørg også for at se, om du ikke kan skaffe links fra lokale ressourcer. Det kan for eksempel være fra foreninger og andre lokale virksomheder.

Social SEO

Et område inden for SEO, der bliver vigtigere og vigtigere og som i den grad kom på banen, da Google i sin tid launchede Google+. Social SEO handler om strategi for at skabe omtale på de sociale medier, samt at opbygge profiler og en fangruppe på de medier, hvor det giver mening. Social media marketing er en disciplin i sig selv, og jeg vil derfor her kun behandle det ud fra et SEO synspunkt.

Google bliver bedre og bedre til at fange, hvad der hitter på de sociale medier, og det er gennem flere case studies blevet bevist, at de øverste sider i Googles søgeresultater også er de sider, der er mest populære på de sociale medier.

360 graders SEO

Som du kan læse, er SEO utrolig omfattende, og det består af mange forskellige elementer. Intet kan stå alene, når det gælder SEO, og derfor bør du arbejde med alle aspekter, så du kommer hele vejen rundt. Derfor arbejder jeg altid ud fra en 360 graders SEO taktik, hvor jeg kommer hele vejen rundt, både på og uden for sitet. Ydermere er det vigtigt, at du ser SEO som en langsigtet strategi, og det bør tages ind på lige fod med andre aktiviteter inden for markedsføring i virksomheden.

 

Vi kan varmt anbefale at bruge http://jammerbugtmarketing.dk/sogemaskineoptimeringseo/

Post Author: admin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *